I de lange vinterdage
du med nogle grene står,
hvilens sødme får du smage
ventende er virksom vår.
Men når solens magt oprinder
når den over høje tinder
strålende sin sejrsgang går,
rosenkvisten blade får.
Lysegrøne frem de stikker
overalt på hver en kvist,
venligt rundt til alle nikker
nynnende en tak for sidst,
op imod en forårsimmel,
og nu må den give køb,
hænge bort sit lette svøb.
Ud af dette kønne grønne
lokkes noget andet frem, knopper,
yndefulde skønne
luer snart fra busken frem,
lune vinde, lys og flimmer
virker at de vokser immer
folder ud en højtidsdragt,
smykker stedet med sin pragt.
Hvor de dog er silkefine
der manger farver til,
men slet ingen Dronningmine
alt er her så ligetil.
Bien som en dristig flyver
daler så frimodig ned
før påny den luften klyver
sejler med sin last afsted.
Og hvor pynter den i haven,
fryder alle med sin duft
trives også vel på graven
midt i dødningshavens duft,
altid villig til at yde
når det kunne andre fryde,
dejlig var den vide jord,
fulgte vi blot dette spor.
