Du ældes nok min bardomsgaard
og ved hvad tidens tand formår,
men står bestandig samme sted
og glæder dig derved.
Aaen med sin klukkelyd
fortæller gæk og tusindfryd
om manddomsdaad om virketrang
og legen her engang.
Men synker alle ledemod
da vid, det er den gamles lod
dog er endnu, du kæk og kry
og taget er jo ny,
glad du mærker vækst og liv
på vårens bud, blandt grønne siv
og viben som en lystig dreng
tør råbe i din eng.
Og søen byder ikkun fred
endskønt den er så tæt herved
og giver dig på solens vink
et klart og frejdigt blink,
som gælster kommer til dit hus
de vilde gerne fæste bo
ifald der skænkes ro.
Med al din kløgt, du gamle gaard
jeg venter ikke du forstår
at den som drager langt af led
må tage mindet med
lytte efter søde kluk
når hejertet med et længselssuk
fornemmer fjern bag tågens rand
det tabte barndomsland.
Dog mindet gav til sind og hu
en flamme, som er tændt endnu,
den lyser stundom for min fod
og giver tro og mod,
altid et tilbageblik
kan vise, alt hvad godt jeg fik
i hjemmet på den gamle gaard
hos far og lille mor.
faster Anna digt.
