Det er så streng a ved hvordan do døw
men osse godt te jen ka ræk en håend
så skal do how, di søgen svær fånøwer
å a vil hør, så snart te a hår ståen.
Der er så skøn å ingenting er bejer
do bette fovl, hvis do vil gi en gav,
å a betåler gjaen, å som a plejer
om ledt, nær vi ska mødes i mi hav.
Så kjender a jo nok, hvordan do piper
der dæmre nøj så om løstighed å host,
i gle do kalder flokken frem å nepper,
så er der suelskinsmender i di røst.
Nær venterkulden goer dæ håt på klengen,
do håer jo nok en ønskedrøm i løn,
så potter do di hoved under vengen
å tnekr joren den ær mild å grøn.
ja si kons på nieget i mi hender,
å mærk engång, hvor hær er løj og lun,
hva ær et godt te jer, mi bette venner
nær verden udenfor æ hord å uend.
faster Anna
