Det står som et manende minde
om dage, der ikke er glemt,
med fortid med nutid forbinder
med strenge, som stadig bliver stemt.
Din mystiske magt jeg fornemmer,
du taler med tavse ord
et sprog, som jeg sagtens kan fornemme.
Jeg ser dig, og hjertet brænder,
end står du med skramme og plet,
men jeg ved, med nænsomme hænder
holdt mor dig så ren og net.
Hvor kunne de hænder dog magte
i omsorg for mand og børn.
Vor mor kunne færdes så stille
og tog dog den værste tørn.
Jeg har dig daglig for øje,
jeg røre dig med min hånd.
Hvor vi dog er knyttet nøje
sammen, med mindernes bånd.
Jeg ved, gennem årenes kæde
du skuede sorg og savn,
men fremskridtes sejersglæde
du også fik lov at se.
Du står med din tavse viden
om fædrenes liv og kår.
Du så dem jo midt i striden,
du så dem i høst og vår.
Og hvis jeg en dag monne finde,
at verden er ond og kold,
du står som et godhedens minde,
du kære gamle Schatol.
faster Anna digt
